Om Henriette Søvind

Historien bag min passion for sundhed

Min egen overvægt

Et pizzaslice skyllet ned med en cola hver dag til frokost, har været min hverdag!

Også selv om colaen er en sukkerfri Pepsi Max, og der er salat til pizzaen. Det ved jeg om nogen. For det var det jeg spiste hver eneste dag, da jeg var bestyrer af Pizza Hut-restauranten i Aalborg.

Jeg indrømmer gerne, at det dog langt fra er den eneste årsag til, at jeg dengang vejede på den anden side af 100 kilo.

Den daglige lyse plade Marabou og de adskillige liter Pepsi Max hjalp heller ikke ligefrem på det trecifrede tal på badevægten, men det var ikke noget jeg skænkede en tanke. Kun når jeg skulle til en fest eller i byen blev jeg mindet om at jeg var tyk. For tøjstørrelserne i modebutikkerne passede ikke min figur, og det gjorde mig så ked af det, at jeg ofte valgte at sige nej tak til invitationerne. Jeg ville hellere sidde derhjemme foran tv’et med min slikskål.

Den daglige cocktail af sukker kunne jeg ikke undvære, det var jeg meget bevidst om. Ikke mindst afslørede min ekstrem korte lunte det tydeligt, når jeg var gået sukkerkold sidst på dagen. Jeg kunne eksplodere på rekordtid, og det gik især ud over mine medarbejdere på restauranten og min familie når jeg kom hjem. Den dag i dag kan jeg slet ikke forstå, at de gad være venner med mig på Facebook, for jeg var vist ikke en særlig sød chef, sådan som jeg husker det!

Jeg voksede op blandt syv søskende, som i virkeligheden var mine mostre og onkler, fordi jeg blev adopteret som toårig af min egen mormor og morfar, da min biologiske mor var psykisk syg. Da valget stod mellem et børnehjem eller bedsteforældrene, trådte de til og opdrog mig som deres egen datter.

Citronhalvmåne til eftermiddagskaffen 


Det var et kærligt hjem, men også et meget korrekt hjem. Min mormor var sirlig og ordentlig, hvilket hun forsøgte at føre videre til børnene. Havde en rød sok eksempelvis forvildet sig ned i skuffen til de hvide, gjorde det hende stresset, ligesom hynderne i sofaen jævnligt blev rykket rundt, alt efter, hvordan lyset faldt, så de ikke falmede. Til eftermiddagskaffen fulgte ofte et stykke citronhalvmåne, og der skulle spises pænt op.
 
Ingen af os var tykke børn, selvom det ikke var speciel sund mad vi fik. Men det kom til at sidde på rygraden, at hvis vi ville anerkendes af vores forældre, så skulle vi være meget korrekte, og ikke mindst spise op ved middagsbordet. Gjorde vi ikke det, røg desserten.

I dag kan jeg slet ikke forstå de forældre, der forlanger, at deres børn skal spise op, hvis de vil have dessert. Hvem siger, at man ikke kan spise den skive is først og bagefter sin almindelige mad. Så spiser børnene da det, de kan.
 
Den tillærte overspisning fulgte med, da jeg flyttede hjemmefra, men det var først, da min far døde, at jeg begyndte at have svært ved at holde vægten. På det tidspunkt var jeg kun 19 år, og savnet betød, at jeg trøstede mig med mad. Og da jeg et par år senere blev mor til pige, var blot endnu flere kilo røget på under graviditeten.
 
På det tidspunkt begyndte jeg at arbejde på pizza-restauranten, der lokkede med nem mad og fri sodavand hele dagen. Jeg forsøgte nogle gange at tabe mig på forskellige måder. Jeg har prøvet. Jeg har talt point som styrede, hvor meget mad jeg måtte spise i løbet af dagen. Jeg regnede mig frem til, at hvis jeg nu kun spiste otte chokoladeboller og drak min Pepsi Max og intet andet i løbet af en dag, så passede pointene. Skørt, ik’!

For det holdt selvfølgelig ikke i længden, og jeg sprang af kurene igen, for jeg trivedes alligevel det meste af tiden. Jeg var gift, mor til en dejlig datter, og hun var vellidt af omgangskredsen.

 

"Søde Henriette" og "Service Henriette" 


Jeg blev faktisk ofte kaldt for ”Søde Henriette” eller ”Service Henriette”, fordi jeg altid lige gav et nap med, hvis vennerne havde brug for at få malet stuen eller revet klinker ned fra badeværelset. Og der fulgte som regel også gerne lige en pose nybagte boller eller en springform med kage med hjem til datterens legekammeraters forældre.
For det var da så synd for de børn, at de aldrig fik noget ordentligt brød, mente jeg og gjorde alt for at alle kunne lide mig!

Jeg søgte anerkendelse hele tiden, og derfor pleasede jeg alle. Det var jeg jo blevet opdraget til at gøre i mit barndomshjem. Her blev man rost for, hvad man gjorde og ikke for, hvem man var!

Så selv om jeg var overvægtig, holdt andre af mig. Det betød meget for mig. Set i bakspejlet i dag, hvor jeg er slank, var det ikke det som gjorde, at jeg blev lykkelig. Efter jeg stoppede med at please alle, er der jo altid nogen, som ikke bryder sig om mig. Forskellen fra dengang og nu er bare, at det er jeg fuldstændig ligeglad med. Nu er jeg lykkelig!

Da jeg som 30-årig blev mor for anden gang begyndte jeg at frygte livsstilssygdomme på grund af min overvægt. Samtlige af mine søskende var, ligesom jeg, blevet svært overvægtige som voksne, og flere af dem havde på det tidspunkt allerede været ramt af blodpropper og døjede med dårligt hjerte.

 

Opgør med forsiden, mit livs kamp

Vendepunktet, der fik mig til én gang for alle at tage kampen op mod kiloene blev min moders død tre år senere. Til begravelsen gik det op for mig, at hvis jeg fortsatte, ville jeg ende med ikke se mine to døtre vokse op eller opleve at få børnebørn, og den tanke var så ubærlig, at jeg vidste, at jeg var nødt til at handle nu. Min mor var død efter utallige blodpropper, og selv om noget kan være arveligt, valgte jeg at tro på, at det nytter noget at leve sundt. og så var der også en anden ting, jeg havde for første gang i mit liv ro til bare at være mig, og ikke være bange for ikke at slå til!

Jeg købte et par bøger om sund mad og kostprincipper, pakkede en taske til mig selv og mine piger og kørte i sommerhus. Der var jeg i tre uger, og da jeg kom hjem, var jeg klædt på til mit livs kamp.

Colaen var jeg direkte afhængig af, så det var et rent helvede for mig at undvære den, og jeg var nærmest dødssyg de første to uger, hvor kroppen skreg efter sukker. Men langsomt fik jeg det bedre, efterhånden som jeg byttede den usunde mad ud med kød, fisk, æg, grøntsager og gode olier. Og resultaterne udeblev ikke, kiloene raslede af uge for uge.

Jeg fik meget positive tilkendegivelser, og det var selvfølgelig rigtig skønt. Jeg blev også mere rummelig af at tabe mig. Førhen havde jeg en tendens til at finde fejl hos andre, for så fik jeg det altid lidt bedre selv, når andre havde det værre end jeg.
 

Kostvejleder

Så tog jeg en beslutning, ikke mere at have kontakt til min familie. Ikke fordi jeg blev eller er uvenner med den, men fordi jeg fandt ud af, at jeg røg tilbage i det gamle mønster, når jeg var sammen med den. Jeg begyndte ganske enkelt at spise alt for meget i deres selskab.

På tre år røg jeg fra en vægt på 102 kilo og ned på 62 kilo.

Undervejs var jeg også dykket ned i forskellig forskning om den bedste kost for kroppen, og syntes at det var spændende, så jeg besluttede mig for at uddanne mig kostvejleder.

Jeg ønskede at hjælpe andre, fordi jeg havde mærket på min egen krop, hvad der skulle til. I dag er det 13 år siden at jeg nåede i mål med min egen ønskevægt, og siden har jeg startet op som kostvejler i Aalborg midtby. Efterfølgende har jeg lavet min egen kostvejlederskole, hvor jeg uddanner elever i de kostprincipper, som jeg har udarbejdet.

Men det er ligeså vigtigt at finde ud af, hvorfor man er blevet overvægtig. Der er altid en årsag, udover selvfølgelig, at man har spist alt for meget. For mit vedkommende var det min trang til at få anerkendelse, der gjorde, at jeg overspiste.


 

Livsdesign, skyggesider og coaching

Livsdesign, skyggesider og coaching er derfor også en del af mit forløb. Der skal være ro i hovedet, før et vægttab kan lykkedes, og man skal være klar over, hvad det er, der trigger en. Hvis jeg løber ind i en stresset periode, så er der sandsynlighed for, at jeg falder i. Så køber jeg for eksempel rugbrød, makrel på dåse og avokadoer, for så tanker jeg op med det. Og så er det sådan set ligegyldigt, om jeg spiser det fem dage i træk, bare det er sundt!

Jeg tror heller ikke på, at det er enten eller, når man skal tabe sig. Det er ikke det, om man er på kur og går all in for ellers er det hele lige meget, det tror jeg ikke på. Der skal være plads til at leve, og hos mig må man nyde tre hyggeting om ugen. For mit vedkommende er det som regel champagne eller træstammer.